Gå til hovedindhold

Hvad kan jeg få hjælp til?

Er du i tvivl om, hvad du kan få hjælp til i AppsCaféen? Her kan du se konkrete eksempler på, hvad vi har hjulpet andre med

Indhold

    • En borger i slutningen af 60'erne ville gerne lære at bruge sin iPhone. Senere købte han en iPad og begyndte at interessere sig for, hvad han kunne bruge den til udover sms, mail, GPS mv. Han fik hjælp til at åbne breve, der kom per mail, lægge dem i mapper og organisere sin mailboks. Borgeren er i perioden gået fra at være fritaget fra digital post til nu at have NemID og få sin post digitalt. Han har løbende behov for vejledning ved opdateringer, eller hvis der sker ændringer.

    • En kvinde i midten af 70'erne ville gerne lære at bruge podcasts, til når hun skulle ud at rejse. Først fik hun introduktion til podcast-appen og hjælp til at finde de ønskede programmer. Derudover fik hun hjælp til at downloade forskellige podcasts, så hun ikke behøver at bruge data for at høre dem. Hun var meget glad og overrasket over alt det, hun kunne høre og genhøre på podcast.

    • En 76-årig kvinde ønskede generel viden om, hvad hun kunne bruge sin telefon og tablet til udover sms, mail, kamera og kommunikation. Hun lærte at downloade Danmarks Radios app, hvor hun både kunne se en tv-oversigt og gense de programmer, hun ønskede. Kvinden blev også præsenteret for Spotify og en podcast-app. Hun var meget tilfreds med alle de muligheder, der åbnede sig, og hun fik mere mod på at prøve nye ting på sin mobil.

    • En 69-årig kvinde fik hjælp til at bestille billetter til DSB og Flixbus via nettet. Hun rejser meget selv, men havde store problemer med at købe billetterne, og hun var ikke tryg ved det i starten. Hun kom i AppsCaféen nogle gange, hvor hun skulle bestille billetter, men klarer det i dag selv. Samme kvinde har fået hjælp til og træning i at benytte MobilePay, som var nødvendigt for hende til betaling af vinduespudser og indkøb på torvet.

    • En borger havde fået en iPad foræret af sin datter og søn, som begge bor i udlandet. De ville gerne kunne Skype med deres mor, især pga. børnebørn. Dog havde børnene ikke tid til at sætte deres mor ind i, hvordan en iPad fungerer. Det fik hun hjælp til i AppsCaféen. Hun lærte de helt grundlæggende funktioner: Hvordan tænder og slukker man sin iPad? Hvad er apps? Og hvilke apps er gode at kende til? (vejrudsigt, internet, ur/alarm, beskeder, Skype mm.)

    • En 59-årig mand havde besvær med at koble sig på NemID. Han fik hjælp til både at logge ind med NemID på sin computer og downloade e-Boks-appen på telefonen og koble den til NemID. Derudover fik han hjælp til at downloade NemID-appen, således at han ikke behøver at have sit nøglekort med sig, hver gang han skal logge ind.

    • En borger fik hjælp til at besvare opkald på en smartphone: Skal man swipe til højre eller venstre, hvis man vil besvare opkaldet eller lægge på? Dette blev trænet ca. 7 gange, og vedkommende fik en touchpen med hjem, da denne hjalp vedkommende med at trykke på smartphonen. Vedkommende var gået fra en Doro-telefon uden touch til en smartphone, så det var en stor omvæltning at skulle trykke anderledes på en smartphone.

    • En borger fik hjælp til at booke tid hos lægen og genbestille recepter online. Derudover fik hun hjælp til at booke flybilletter online, så hun kunne besøge sit barn i udlandet, uden at barnet skulle bestille billetterne. Borgeren havde en stor lyst til at lære selv og være fri for at skulle spørge sit eget barn om hjælp.

    • En borger havde brug for hjælp til at komme i gang med Spotify i stedet for at lægge alle de gamle cd’er over på en iPad. Hun blev så glad for at få kendskab til Spotify, at hun nu troede, at hun ville høre meget mere musik fremover - både på farten, i sommerhus osv. "Musik gør mig så glad," sagde hun.

    • En borger fik hjælp til Google Maps og Rejseplanen, så vedkommende kan tage offentlig transport og finde rundt på egen hånd.

    • En borger fik hjælp til at installere og bruge MobilePay.

    • En borger fik hjælp til at gemme billeder fra sms i telefonens galleri.

    • En borger fik hjælp til at gå på nettet og søge på Google efter specifikke ting.

    • En borger fik hjælp til at låse en afdød venindes iPad op til trods for manglende Apple ID samt andre koder.

    • En borger fik hjælp til at oprette en udlejningsannonce på Facebook af vedkommendes sommerhus i Sydfrankrig.
    Sidst opdateret: 12. april 2024