Træn som en astronaut med Selvtræning i AlterG

Hvis du er borger i Aarhus Kommune, har du mulighed for at begynde til selvtræning i AlterG på Vikærgården.

Hvad er AlterG?

AlterG er et special-løbebånd udviklet af den amerikanske rumfartsorganisation NASA til at optræne astronauter. Maskinen giver dig mulighed for at træne i næsten vægtløs tilstand, så dine smerter reduceres til et minimum.

Det særlige ved AlterG er, at den aflaster din vægtbæring, så genoptræningen bliver langt mere optimal. På den måde genvinder du langt hurtigere din funktionsevne uden unødvendige smerter.

Sådan fungerer det

AlterG fungerer langt hen ad vejen som et almindeligt løbebånd. Træningen i AlterG adskiller sig fra træning på et almindeligt løbebånd ved, at din underkrop bevæger sig i en slags ballon, der lukkes tæt rundt om hofterne ved hjælp af et par specielle shorts og en lynlås. Når luft blæses ind i ballonen, løftes du op på samme måde som i vand, men til forskel fra bassintræning kan vægten reduceres med op til 80%.

Du bevæger dig altså uden at bære al din egen vægt, og dermed mindsker du risikoen for at overbelaste dine led i ankler, knæ, hofte og rygrad.

Det praktiske

Træningen er en del af et projekt, der har til formål at afprøve, om borgere kan selvtræne i AlterG, og hvordan det opleves. Desuden er formålet at undersøge, hvordan selvtræningen påvirker gangudholdenhed, mobilitet og livskvalitet. Du forpligter dig til at deltage i tests før og efter selvtræningsforløbet.

Første gang du møder op til træning, får du en grundig introduktion, og du bliver testet af en fysioterapeut. Denne seance er gratis og varer ca. 45 minutter. Efter introduktionen kan du starte din selvtræning. Du tilbydes 35 minutters effektiv selvtræning i 45 minutters intervaller, så der er tid til at komme ind og ud af maskinen.

Prisen er 30 kr. pr. gang. Du træner i minimum 12 uger - en eller to gange om ugen. Du betaler på Mobilpay ved tilmelding.

24 x træning = 720 kr

12 x træning = 360 kr

Du kan træne mandag til fredag i tidsrummet kl. 7.00 - 8.30, 12.00 - 13.30 og 15.00 - 18.00.

Træningen foregår i træningssalen i bygning E på Vikærgården. Indgang via Lindenborgvej 1, 8240 Risskov.

Lyder det som noget for dig?

Eller kender du en, træningen kunne være relevant for? Så ring på telefonnummer 29209570 og hør nærmere.